Lige til det sidste gjorde Aabybro Idrætsforenings fodboldafdeling sit bedste for at gøre lokalpolitikerne opmærksomme på, at der er hårdt brug for en femte fodboldbane på Aabybro Stadion.
Forud for kommunalbestyrelsens møde onsdag aften brugte unge fodboldspillere det grønne areal foran rådhuset i Aabybro som fodboldbane.
Og der var da heller ingen slinger i valsen, da sagen kom på byrådets bord. Med blot et par kommentarer blev det hurtigt vedtaget af en enig kommunalbestyrelse, at der skal bruges op til 600.000 kroner på den femte fodboldbane.
- Det er bare dejligt at høre, lød den umiddelbare kommentar fra Bent Mygind. Han er med i et særligt Bane 5-udvalg, som AaIF Fodbold har nedsat for at synliggøre det behov, der er for den femte fodboldbane.
Aabybro Stadion har allerede en Bane 5, men den er uegnet til fodbold. Samtidigt oplever idrætsforeningen fremgang i antallet af medlemmer, så der er pres på de eksisterende baner.
- Behovet er aktuelt nu, og det bliver større, siger Bent Mygind med henvisning til, at der er mange børnespillere, som lige nu kan klare sig med små mål og baner men snart skal have mere plads.
- Vi kan jo heller ikke træne hele dagen, så der er pres på i aftentimerne, hvor vi kanter os rundt mellem hinanden og overlapper med træningstider, fortæller Bent Mygind.
Han er begejstret for, at det kan nytte noget at råbe op. Især er han imponeret over, at politikerne har handlet hurtigt, så genetableringen af Bane 5 allerede kan begynde i år. Dermed skulle banen kunne tages i brug til efteråret 2012.
- Det skal politikerne have stor ros for. Der er mange fordomme om, hvor tungt systemet kan være, men her har de vist handlekraft, fastslår Bent Mygind.
Idrætsforeningen har selv skaffet 120.000 kroner til projektet og skal yde frivilligt arbejde for godt 60.000 kroner.
- Det passer os fint, for det viser, at vi vil det her, siger Bent Mygind.
Det var et enigt kultur-, fritids- og landdistriktsudvalg (KFL) og økonomiudvalg, der havde indstillet til kommunalbestyrelsen at frigive de 600.000 kroner. KFL-udvalgets formand Helle Bak Andreasen (V) roste AaIF for at bidrage med arbejdskraft og penge.
Også fra den anden side af byrådssalen var der fuld opbakning. Næstformand i KFL-udvalget Søren Dybdal Møller (S) roste idrætsforeningen for den "fantastiske medlemsfremgang" og for arbejdet for de unge spillere.